Den Sidste Messias

En nat i længst forsvundne tider vaaknet mennesket og saa sig selv.

Han saa at han var naken under kosmos, hjemløs i sit eget legeme. Alting opløste sig for hans prøvende tanke, under over under, rædsel over rædsel sprang ut i hans sind.

Da vaaknet ogsaa kvinden og sa at det var tid at gaa ut og slaa noget ihjel. Og han grep sin bue, frugten av aandens og haandens formæling, og gik ut under stjernene. Men da dyrene kom til sine vandhul, hvor han ventet dem av gammel vane, da kjendte han ikke længer tigerspranget i sit blod, men en stor salme om lidelsens broderskap mellem alt som lever.

Den dagen kom han ikke hjem med bytte, og da de fandt ham ved næste maaneny, sat han død ved vandhullet.

Hvad var skedd? Et brudd paa selve livs-enheten, et biologisk paradoks, en uhyrlighet, en absurditet, en hypertrofi av katastrofal natur. Livet hadde skutt over maalet og sprængt sig selv. En art var blit væbnet for sterkt, – aanden gjorde den ikke bare almægtig utad, den var like farlig for sin egen velfærd. Dens vaaben var som et sverd uten grep og plate, en tveoddet klinge som kløver alt; men den som vil bruke det maa gripe om eggen og vende den ene odd imot sig selv.

Trods sine nye øine hadde mennesket fremdeles sin rot i stoffet, dets sjæl var indspundet i det og underlagt dets blinde lov. Men samtidig kunde han se paa stoffet som en fremmed, sideordne sig med andre fænomener, gjennemskue og placere sine egne vitale processer. Han kommer til naturen som en ubuden gjest, forgjæves rækker han sine arme ut og bønfalder om at bli gjenforenet med det som har skapt ham: Naturen svarer ikke mer, den gjorde et under med mennesket, men siden kjendte den ham ikke. Han har mistet sin hjemstavnsret i universet, har har spist av kundskapens træ og er utstødt av paradiset. Han er mægtig i den nære verden, men han forbander sin magt fordi han har kjøpt den for sin sjæls harmoni, sin uskyldstilstand, sin borgfred i livets fang.

Saa staar han da der med sine syner, forraadt av altet, i undring og angst. Ogsaa dyret kjendte angst, i tordenveir og under løvens klo. Men mennesket fik angst for selve livet – ja for sit eget væsen. Livet – det var for dyret at kjende kraften spille, det var brunst og lek og kamp og sult, og saa var det at bøie sig ind under selvfølgelighetens lov tilslut. Lidelsen er hos dyret begrænset til sig selv, for mennesket slaar den huller ind til verdensangsten og livsfortvilelsen. Alt fra barnets færd paa livets elv staar dødens fossedur høi over dalen, altid nærmere, og gnager, gnager paa dets glæde. Mennesket ser ut over jorden, og den aander som en stor lunge; aander den ut, da stimer der yndige liv fra alle porer og strækker armene mot solen, men aander den ind, da gaar der et bristningens støn gjennem vrimmelen, og likene pisker i marken som byger av hagl.

Ikke bare sin egen dag saa han, men kirkegaardene vrængte sig for hans blik og sunkne aartuseners jammer hylte imot ham fra de græsselig forfaldne skikkelser, mødrenes jordvordne drømme. Fremtidens forhæng revnet og viste ham et mareridt av endeløse gjentagelser, et sanseløst søl med organisk stof. Menneske-milliardernes lidelser holder sit indtog i ham gjennem medlidenhetens port, fra alt som sker kommer haanlatteren over retfærdighetskravet, hans dypeste ordnende princip. Han ser sig selv bli til i sin moders liv, han holder sin haand i veiret og den har fem grener, hvorfra kommer dette djævelske femtal, og hvad har det med min sjæl at gjøre? Han er ikke længer selvfølgelig for sig selv, – han kjender paa sit legeme i den høieste rædsel: dette er dig og hit rækker du og ikke længer. Han bærer et maaltid i sig, det var et dyr igaar som selv kunde løpe omkring, nu suger jeg det op og gjør det til en del av mig selv, og hvor begynder og hvor slutter jeg? Tingene kjeder sig sammen i aarsak og virkning, og alt han vil gripe opløser sig for den prøvende tanke. Snart ser han mekanikken endog i det som før var ham helt og kjært, i sin elskedes smil, – der er også andre smil, en revnet støvel med tær. Tilsidst er tingenes egenskaper bare egenskaper ved ham selv. Intet eksisterer uten han selv, alle linjer vender tilbake i ham selv, verden er bare et spøkelsesagtig ekko av hans egen stemme – han springer op med høie skrik og vil spy sig selv ut paa marken sammen med sit urene maaltid, han kjender vanviddet komme og vil søke døden før han mister evnen endog til det.

Men som han står overfor døden som det umiddelbart næste, da fatter han ogsaa dødens væsen og den kosmiske vælde i det skridt han er ifærd med at gjøre. Hans skapende fantasi bygger nye frygtelige muligheter bakom dødens teppe, og han skjønner at der ikke er tilflugt selv hos den. Og nu kan han følge omridsene av sin biologisk-kosmiske situation: Han er universets vergeløse fange, han opbevares for at hjemfalde til navnløse muligheter.

Fra dette øieblik av befinder han sig i en tilstand av kronisk panik.

En slik «kosmisk panikfølelse» er fundamental i ethvert menneskesind. Racen synes forsaavidt at være forutbestemt til undergang, som enhver effektiv virksomhet til bevarelse og fortsættelse av livet er utelukket, naar individets hele opmerksomhet og energi gaar med til at utholde eller avreagere den katastrofale høispænding i dets eget indre.

Dette at en art blir livs-udygtig ved overutvikling av en enkelt evne, er en tragedie som ikke bare har rammet mennesket. Saaledes mener man for eksempel at visse hjorter i palæontologisk tid bukket under, fordi de fik for store horn. Mutationerne maa opfattes som blinde, de arbeider, kastes frem, uten interessekontakt med milliøet.

Under depressive tilstande kan sindet opleves i billede av et slikt gevir, som i al sin fantastiske pragt knuger sin bærer til jorden.

Hvorfor er menneskeslegten da ikke forlængst dødd ut under store vanvidsepidemier? Hvorfor er det bare et forholdsvis ringe antal individer som forkommer fordi de ikke kan holde livspresset ut, – fordi erkjendelsen gir dem mer end de kan bære?

Saavel aandshistorien som iagttagelsen av os selv og andre gir basis for følgende svar: De fleste mennesker lærer at redde sig ved kunstig at reducere sit bevissthetsindhold.

Dersom kjæmpehjorten med passende mellemrum hadde brukket av de ytterste grener av sine horn, kunde den kanske holdt det gaaende endnu en tid. I feber og bestandig smerte, ganske visst, i forræderi mot sin centrale idé, mot kjernen i sin eiendommelighet, ti fra skapningens haand fik den det kald at være hornhæreren fremfor markens dyr. Hvad den vandt i fortsættelse, vilde den miste i mening, i livsreisning, altsaa en fortsættelse uten haab, et tog ikke op mot bekræftelsen, men frem over bekræftelsens altid fornyede ruiner, et selvødelæggende kapløp med blodets hellige vilje.

Identiteten mellem livsmaal og undergang, det er baade for kjæmpehjorten og for mennesket livets tragiske paradoks. I hengivende Bejahung bar den sidste cervus giganticus slegtens merke frem til styrtningen. Mennesket redder sig og fortsætter. – Det foretar, for at bruke et hævdvundet uttrykk i utvidet betydning, mere og mindre bevisst enfortrængning av sit skadelige bevissthetsoverskudd. Denne proces foregaar praktisk talt uavbrutt saa længe vi er vaakne og virksomme, og danner en betingelse for social indpasning og det som populært kaldes sund og normal livsførsel overhodet.

Psykiatrien arbeider endnu under den forutsætning, at det «sunde» og livsdygtige er ett med det personlig høieste. Depression, «livsangst», næringsvægring m.v. gjælder uten undtagelse som kjendetegn paa patologisk, syk, tilstand og behandles derefter. I en række tilfælder er disse fænomener imidlertid bud fra en dypere og mere umiddelbar fornemmelse av livet, bitre frugter av den tankens eller følelsens genialitet, som er roten til antibiologisk tendens. Det er ikke sjælen som er syk, men beskyttelsen som enten svigter, eller avvises fordi den – rigtig – opfattes som forræderi mot jegets høieste evne.

Det samlede liv, som vi ser for vore øine idag, er fra inderst til ytterst gjennemspundet med fortrængningsmekanismer, socialt og individuelt; vi kan spore dem helt ut i dagliglivets almindeligste formler. De danner en broget og uoverskuelig mangfoldighet, men det synes dog berettiget at peke paa ialfald fire hovedtyper, som naturligvis forekommer i alle mulige kombinationer: isolation, forankring, distraktion og sublimation.

Ved isolation forstaar jeg her en fuldt vilkaarlig bortvisning fra bevisstheten av forstyrrende og destruerende tanker og følelser. (Engstrøm: «Man skall inte tanka, det bare forvirrar.») Fuldt utbygget og næsten i form av brutalisering kan det iagttas hos visse læger, som i selvbeskyttelsesøiemed bare ser den tekniske side av sin profession. Den kan ogsaa utarte til ren forpøbling, f.eks. hos almindelige bøller og hos medicinske studenter, hvor enhver ømfindtlighet for livets tragiske sider forsøkes utryddet med vold (fotball med kadaverhoder o.l.).

I det daglige samkvem viser isolationene sig i en almindelig overenskomst om gjensidig fortielse. Først overfor barnene, for at de ikke straks skal bli vetskræmt av det liv de netop har paabegyndt, men ha sine illusioner i behold til de kan taale at miste dem. Til gjengjæld faar barnene ikke genere de voksne med ubeleilige hentydninger til kjøn, do og død. Mellem de voksne indbyrdes gjælder reglerne om «god tone», og i aapen manifestation kan vi se mekanikken, hvor en mand som graater paa gaten, blir fjernet ved politiets hjælp.

Også forankringsmekanismen er i funktion fra den tidlige barndom av; forældrene, hjemmet, gaten blir selvfølgelige for barnet og gir det tryghetsfølelse. Denne kreds av oplevelsesværdier er den første og kanske lykkeligste beskyttelse mot «kosmos» vi lærer at kjende gjennem hele vort liv, og i dette forhold ligger der utvilsomt ogsaa en forklaring paa den meget omskrevne «infantile binding»; spørsmaalet om hvorvidt denne ogsaa er seksuelt betonet spiller ingen rolle i denne forbindelse. Naar barnet senere opdager at disse holdepunkter er like «tilfældige» og «forgjængelige» som alle andre, oplever det en krise av raadvildhet og angst, og ser sig straks om efter en ny forankring: Til høsten skal jeg paa middelskolen. Dersom utskiftningen av en eller anden grund ikke lykkes, kan krisen enten ta dødelig forløp, eller der indtræder hvad jeg vil kalde forankringskrampe: man tviholder paa sine døde værdier og skjuler bedst mulig for sig selv og andre at de er defekte, at man er sjælelig insolvent. Følgen er permanent utryghet, «mindreværdighetsfølelse», overkompensation, nervøsitet. Forsaavidt en slik tilstand kommer ind under visse kategorier, er den gjenstand for psykoanalytisk behandling, hvorved overgangen til nye forankringer søkes fullbyrdet.

Man kunde betegne forankringen som en fastlægning av punkter i, eller en opbygning av mure rundt bevissthetens likvide kaos. Sedvanligvis foregaar den ubevisst, men kan ogsaa ske med fuld bevissthet (man «sætter sig et maal»). Almennyttige forankringer blir omfattet med sympati, densom «ofrer sig helt for» sin forankring (firmaet, saken) sættes op som mønster. Han har dannet et kraftig bolverk mot livsopløsningen, og ved suggetion har andre nydt godt av hans styrke. I brutaliseret form, som bevisst aktion, kan vi møte den hos «utglidende» vivører. «Man faar gifte sig itide, saa kommer skrankerne av sig selv.» Her konstituerer man en nødvendighet i sit liv, slipper indpaa sig et oplagt onde efter eget syn, men en støtte for nervene, en høikantet beholder for en livsfomemmelse som efterhvert er blit mere og mere klyset. Ibsen viser hos Hjalmar Ekdal og kandidat Molvik blomstrende eksempler («livsløgn»); der er ikke anden forskjel paa deres forankring og samfundsstøttens end at den første er ufrugtbar i praktisk-økonomisk forstand.

Enhver kultur-enhet er et stort, avrundet forankringssystem, bygget over bærende grundbjelker, de fundamentale kulturtanker. Gjennemsnitsmennesket klarer sig med de kollektive bærere, personligheten bygger for sig selv, karaktermennesket har avsluttet sin utbygning, mere og mindre paa grundlag av de nedarvede kollektive hovedbærere (gud, kirke, stat, moral, skjæbne, livslov, folket, fremtiden). Jo nærmere grundbjelkerne et bæreledd ligger, desto farligere er det at røre ved det. I regelen etablerer man her en direkte beskyttelse ved love og straffetrudsler (inkvisition, censur, konservativ livsholdning).

Bærekraften av hvert enkelt ledd beror enten paa, at dets fiktive natur endnu ikke er gjennemskuet, eller ogsaa paa, at det anerkjendes som nødvendig, selv om det er gjennemskuet. Saaledes religionsundervisningen i skolen, som opretholdes endog av ateister, fordi de ikke ser noget andet middel til at bringe barnene ind i sociale reaktionsmaater.

Efterhvert som leddenes fiktivitet eller unødvendighet indsees av nogen, vil disse søke dem utbyttet med nye («Sandheternes begrænsede levealder») – og herav følger da hele den aandsog kulturkamp som sammen med den økonomiske konkurranse utgjør verdenshistoriens dynamiske indhold.

Begjærligheten efter materielle goder (magt) skyldes ikke saa meget den direkte nydelse rigdom gir, ingen kan sitte paa mere end én stol eller spise sig mer end mæt. En formues livsværdi ligger snarere deri, at den stiller et stort utvalg forankringsog distraktionsmuligheter til eierens raadighet.

Baade for de kollektive og de individuelle forankringsdannelser gjælder det, at naar et ledd brister, indtræder en krise, som er desto alvorligere, jo nærmere leddet ligger grundbærerne. I de indre cirkler, hvor man er i ly av utenverkerne, indtræffer slike kriser daglig og forholdsvis smertefritt («skuffelser»); her kan man endog iagtta en lek med forankringsværdier (vittigheter, sjargon, alkohol). Men under denslags lek kan man uforvarende komme i skade for at rive hul tilbunds, og situationen forandrer sig paa et øieblik fra overgiven til makaber. Tilværelsesrædselen stirrer os i øinene og vi aner i et dræpende pust at sindene hænger i sit eget spind, og at der lurer et helvede under.

Selve grundbærerne lykkes det sjelden at ombytte uten svære sociale kramper og fare for total opløsning (reformation, revolution). I slike tider blir individerne sterkere henvist til sin egen forankringsevne, og da øker gjerne antallet av dem som ikke klarer det. Depression, utskeielser, selvmord blir følgen (tyske officerer efter krigen, kinesiske studenter efter revolutionen).

En anden svakhet ved systemet følger av det forhold, at man paa de forskjellige farefronter ofte maa lægge helt uensartede grundbærere. Naar saa hver enkelt av disse logisk overbygges, resulterer det omsider i kollisioner mellem inkommensurable føleog tænkesæt. I sprækkene mellem dem kan da desperationen slippe ind. I saadanne tilfælde kan et menneske bli besat av destruktionsglæde, det avspænder hele det kunstige livsapparat og gir sig med vellystig gru til at gjøre rent bord. Følelsen av gru skyldes tapet av alle lunende livsværdier, og vellysten den nu hensynsløse identificering og harmoni med den dypeste hemmelighet i vort væsen, den biologiske uholdbarhet, den bestandige disposition for undergang.

Vi elsker forankringene fordi de redder os, men vi hader dem ogsaa fordi de begrænser vor frihetsfølelse. Naar vi kjender os sterke nok til det, er det derfor en nydelse at komme sammen og lægge en utlevet værdi i graven under fuld musik. Materielle gjenstande faar her symbolsk betydning (radikal livsholdning).

Naar et menneske har tilintetgjort alle de forankringer i sig selv som det var ham mulig at faa øie paa, og bare har de ubevisste igjen, betegner han sig som en frigjort personlighet.

En meget populær beskyttelsesmaate er distraktionen. Man holder opmerksomheten indenfor den kritiske grænse ved at fængsle den med uavladelig nye indtryk utenfra. Den er typisk allerede i barndommen; uten avledning er ogsaa barnet uutholdelig for sig selv. «Mor, hvad skal jeg gjøre.» En liten engelsk pike paa besøk hos sine norske tanter kom ind fra sit værelse og sa: «Hvad hænder nu?» Barnepikene blir virtuoser: Se bisken! Ser du de maler slottet du! Fænomenet er for velkjendt til at behøve nærmere påvisning. Distraktionen er for eksempel «societetens» livstaktik. Den kan sammenlignes med en flyvemaskine, – bygget av materie med tyngde, men med et princip i sig som holder den oppe saa længe det virker. Den maa altid være i fart fordi luften bare kan bære den et øieblik. Flyveren kan bli sløvet og tryg av vane, men saasnart motoren fusker er krisen akut.

Taktikken er ofte fuldt bevisst. Fortvilelsen kan ligge umiddelbart under og bryte frem i blaff, i en plutselig hulken. Naar alle distraktionsmuligheter er utnyttet, indtræder «spleen», som strækker sig fra mild likegyldighet til dødelig depression. Kvinden, som forøvrig er mindre erkjendelsesreden end manden og derfor mere livstryg, griper fortrinsvis til distraktion.

Et væsentlig onde ved fengselsstraffen er dét at de fleste distraktionsmuligheter avskjæres. Og da der desuten er daarlige betingelser for redning paa anden maate, vil fangen i regelen befinde sig i desperationens umiddelbare nærhet. De handlinger han da begaar for at avverge det sidste stadium, har sin retsgrund i selve det vitale princip. I et saadant øieblik oplever han sin sjæl i altet, og da eksisterer der intet andet motiv end tilstandens kategoriske uholdbarhet.

I renkultur vil livspanikken formodentlig ikke ofte forekomme, eftersom beskyttelsesmekanismerne er baade komplicerte og automatiserte og i nogen grad gjør sig gjældende til enhver tid. Men ogsaa de tilgrænsende felter er dødsmerkede, her kan da livet holdes gaaende saavidt under svære anfegtelser. Døden fremstiller sig altid som utvei, man lar de hinsidige muligheter staa hen, og da ogsaa døden som oplevelse avhænger av hvorledes man føler og ser den, kan den som løsning være ret akceptabel. Lykkes det da in statu mortis at opretholde en positur (kvad, gestus, «dø staaende») altsaa en sidste forankring, eller en sidste distraktion (Aases død) saa er denne skjæbne slet ikke den værste. Aviserne, som her til en avveksling tjener fortielsesmekanismen, vet altid at finde grunde som ikke foruroliger – «man mener at det sidste kursfald paa hvete…»

Naar et menneske tar sit liv i depression, er det en naturlig død av sjælelig aarsak. Det moderne barbari med at «redde» selvmordere hviler paa en haarreisende misforstaaelse av tilværelsens væsen. –

Bare en begrænset del av menneskeheten kan klare sig med den rene «forandring», enten det nu gjælder arbeide, selskabelig samvær eller fornøielser. Aandsmennesket kræver at forandringerne skal ha sammenhæng, linje, progression. Intet endelig kan i længden tilfredsstille, man gaar bestandig videre, samler kundskaper, gjør karriere. Fænomenet kaldes «higen» eller «grænseoverskridende tendens». Naar et maal er naadd, flytter ens higen videre; det er altsaa ikke maalet det gjælder, men selve opnaaelsen, – ikke den absolutte høide,men livskurvens stigningsgrad. Forfremmelsen fra menig til korporal har kanske større oplevelsesværdi end den fra oberst til general. Ethvert grundlag for«fremtidsoptimisme» tilintetgjøres av denne psykologiske hovedlov.

Den menneskelige higen karakteriseres da ikke bare ved en «stræben mot» men like meget ved en «flugt fra». Og bruker vi nu ordet i religiøs betydning, saa blir den sidste karakteristik den eneste mulige. For her har endnu ingen været paa det rene med, hvad han længtet mot, men altid hjertelig klar over, hvad han længtet fra, nemlig den jordiske jammerdal, d.v.s. sin egen uholdbare livssituation. Dersom fornemmelsen av denne, som foran fremholdt, er det dypeste skikt i sjælen, da blir det ogsaa forklarlig at den religiøse higen føles og opfattes som fundamental. Forhaabningen om, at den er et guddommelig kriterium og indeholder et løfte om sin egen bekræftelse, kommer derimot ved disse betraktninger i et virkelig sørgelig lys.

Ved det fjerde panikmiddel, sublimationen, spørges det snarere om en forvandling end om en fortrængning. Ved hjælp av stilistiske eller kunstneriske evner kan selve livssmerten i visse tilfælde omsættes til oplevelsesværdi. Positive impulser træder til og utnytter ondet til sine egne formaal, de fæster sig da ved dets maleriske, dramatiske, heroiske, lyriske eller endog komiske side.

Uten at lidelsen paa anden maate har mistet sin værste brodd, eller endnu ikke er blit eneraadende i sindet, kan en slik utnyttelse dog neppe komme istand. (Billede: Tindebestigeren nyder ikke avgrundssynet saa længe han er brækkefærdig av svimmelhet; først naar denne følelse er nogen – lunde overvundet nyder han det – i forankring.) For at kunde skrive en tragedie maa man først til en viss grad frigjøre sig fra – forraade – selve den tragiske følelse, saa man kan se paa den fra et utenforliggende, f.eks. æstetisk synspunkt. Her er det forøvrig anledning til den vildeste runddans gjennem stadig nye ironiske overinstanser til en circulus vitiosus av pinligste slags. Her kan man drive klapjagt paa sit eget jeg over talrike revierer og fuldt ut nyde bevissthetslagenes evne til gjensidig tilintetgjørelse.

Nærværende artikel er et typisk forsøk paa sublimation. Forfatteren lider ikke, han fylder ark og skal i tidsskrift.

Ensomme damers «martyrium» viser ogsaa en art sublimation, – de blir betydningsfulde ved det.

Allikevel er vel sublimationen den mindst utbredte av de beskyttelsesmaater som er omtalt her.

Er det mulig for «primitive naturer» at klare sig uten alle disse kramper og krumspring, og leve i harmoni med sig selv i uforstyrret virksomhetsog kjærlighetsglæde? Saasandt de overhodet kan stemples som mennesker, tror jeg man maa svare nei. Det sterkeste som kan siges om f.eks. naturfolkene, er vel at de staar det skjønne biologiske ideal et skjær nærmere end vi u-naturfolk. Og naar ogsaa vi hittil har kunnet redde et flertal igjennem trods alle storme, saa har vi netop fundet støtte i de sider av vor natur som er litet eller rimelig utviklet. Det positive fundament (beskyttelsen alene kan jo ikke frembringe liv, bare forhindre at det slukner) maa søkes i den naturlig tilpassede anvendelse av legemets og den biologisk tjenlige del av sjælens energi,¹ under de vanskeligheter som netop skyldes sansernes begrænsning, legemets avmagt og nødvendigheten av at arbeide for livsophold og kjærlighet.

Og netop paa dette begrænsede lykkefelt indenfor fronterne er det den voksende civilisation, teknik og standardisering, har en saa fordærvelig indflytelse. Eftersom nemlig en stadig større del av erkjendelsesevnen blir overflødig under spillet med miliøet, indtræder der en voksende sjælelig arbeidsløshet. Værdien for den samlede livsbedrift av et teknisk fremskridt maa bedømmes efter dets evne til at gi menneskeheten muligheter for øket sjælelig beskjæftigelse. Grænserne er uklare, men de første skjæreredskaper tør kanske nævnes som eksempel paa en slik positiv opfindelse.

Enhver anden teknisk opfindelse har ikke livsværdi for andre end opfinderen selv; den betegner et grovt og hensynsløst tyveri fra hele menneskehetens oplevelsesreserve og burde medføre den haardeste straf, hvis den offentliggjordes mot censurens veto. En forbrydelse mellem mangfoldige andre av denne art er bruken av flyvemaskiner til utforskningen av ukjendte strøk. I et eneste vandalistisk jafs tilintetgjør man paa denne maaten rike oplevelsesmuligheter, som kunde kommet mangfoldige mennesker tilgode ved at enhver under møie erhvervet sin rimelige del.²

Nutidens fase av livets kroniske feber er særlig præget av det forhold som netop blev berørt. Mangelen paa naturlig (biologisk) funderet sjælsvirksomhet viser sig blandt andet i den sterke tilflugt til distraktion, (fomøielser, sport, radio, «tidens rytme»). Forankringen har daarligere betingelser – alle de nedarvede kollektive forankringssystemer er gjennemhullet av kritik, og angst, lede, raadvildhet, desperation trækker ind gjennem hullene («lik i lasten»). Kommunisme og psykoanalyse, saa inkommensurable de maatte være forøvrig, forsøker begge (kommunismen har jo ogsaa sin aandelige refleks) med nye hjælpemidler endnu engang at variere den gamle utvei; henholdsvis med vold og list at gjøre mennesket biologisk brukbart ved at avsnøre det kritiske erkjendelsesoverskudd. Ideen er for begges vedkommende uhyggelig logisk. Men heller ikke denne gang kan den føre til nogen endelig løsning. En bevisst degeneration til et praktisk heldigere lavmaal vil selvfølgelig kunne redde racen i en snever vending, men den vil efter sit væsen ikke kunde falde til ro i en saadan resignation, eller overhodet falde til ro.

Fortsætter vi disse betragtninger to the bitter end, er resultatet ikke tvilsomt. Saa længe menneskeheten fremturer i den skjæbnesvangre vildfarelse, at den er biologisk bestemt til at seire, vil intet kunne væsentlig forandres. Eftersom tallet øker og den sjælelige atmosfære blir tættere, vil beskyttelsestekniken maatte anta en stadig mere brutal karakter.

Og menneskene vil fortsætte at drømme om frelse og bekræftelse og en ny Messias. Men naar mange frelsere er spikret paa trær og stenet paa torvene, da kommer den sidste Messias.

Da fremstaar den mand, som først blandt alle har vovet at klæde sin sjæl naken og gi den levende hen til slegtens ytterste tanke, til selve undergangens idé. En mand som har fattet livet i dets kosmiske grund, og hvis smerte er jordens samlede smerte. Med hvilke rasende skrik skal ikke hopen i alle lande kræve ham tusenfold dræpt, naar hans røst som en klædning slaar sammen om kloden, og det sælsomme budskap har lydt for første og eneste gang:
«– Verdnernes liv er en brusende flod, men jordens er en pøl og en bakevje. –
– Undergangens tegn staar skrevet paa Eders pande – hvor længe vil I stampe mot brodden? –
– Men der er én seier og én krone, og én frelse og ét svar. –
– kjend Eder selv vær ufrugtbare og la jorden bli stille efter Eder. –»

Og naar han har talt dette, vil de styrte sig over ham, med taatemakerne og jordmødrene i spidsen, og begrave ham under sine negle.

Han er den sidste Messias. Søn efter far stammer han fra bueskytteren ved vandhullet.